We Do It Denmark indsamler og reparerer telefoner, iPads, computere og andet elektronik og giver det videre til udsatte børn og unge, hvis forældre ikke selv har råd. Bag We Do It Denmark står ildsjælen Vedat Kayali. Han synes, at elektronik er en væsentlig del af de unges liv og hverdag, men at den mangler i den hjælp, der i øvrigt bliver givet til udsatte børn og unge.

”Fremtiden er vores børn, og fremtiden er elektronisk.Så de to skal lære hinanden at kende.

Derudover gør en telefon det lettere for forældre at være i kontakt med deres børn, og så er det dér, pokemon-spillet bliver spillet. Vi kan ikke ignorere det sociale aspekt af at bruge telefonen med sine venner,” siger Vedat Kayali.

Det skal donationen bruges til

Efterhånden har Vedat Kayali repareret over 5.000 telefoner til børn i både Danmark og udlandet, men reservedele og værktøj koster, og indtil videre har We Do It Denmark både lager, kontor og værksted i Vedat Kayalis private lejlighed. ”Det ville være luksus, hvis vi kunne få donationer til at starte et lokale op og endda holde workshops, så de unge selv kan lære at reparere deres telefoner. Overvej, hvis et barn kunne lære at reparere telefoner og vise det til kammeraterne.

Tænk på det fællesskab, det kunne skabe,” siger Vedat Kayali og fortsætter: ”Med bare 2.000 kroner vil jeg kunne skaffe reservedele og reparere i hvert fald 14 telefoner. Så donationen er en god hjælp på vejen til også at finde et lokale i København,” siger Vedat Kayali, som dog forventer at skulle bruge en sjat af OTW-donationen på at fikse de cykler, som hans familie bruger, når de i deres fritid kører rundt for at samle og uddele elektronikken.
Vi håber, at du kan se den gode idé i at give årets julegavebudget til We Do It Denmark og derigennem glæde en masse børn og unge. Rigtig glædelig jul og godt nytår!

 Vil du give dit elektronik nyt liv og hjælpe udsatte børn og unge?

Så er det især dette, We Do It Denmark har behov for:

👍 Telefoner fra iPhone 7 til iPhone 10X fungerer godt, for de er stadig rimelig nye og har reservedele, som er til at betale.
👍 Computere efter 2018 har lette “klippe-klistre”-dele, men de ældre modeller skal man sidde og lodde, og det kræver for meget teknik.

Læs mere om We Do It Denmark på www.facebook.com/WeDoItDenmark