Mød Sigrid – vores nye SoMe-specialist
Hendes nordjyske hjerte banker for sociale medier og boligindretning, og så er hun klar til at vise os, at TikTok er meget mere end dansevideoer
Hvem er du?
Jeg er en stor indretningsnørd, en handy woman og så er jeg dén, som vil forsøge at overbevise dig om, at du faktisk kan lære en masse på TikTok. Jeg er 27, bor med min kæreste på Amager (hvor vi lige har totalrenoveret et håndværkertilbud), men jeg er oprindeligt fra Nordjylland.
Hvad er din baggrund?
Jeg har en bachelor i Æstetik og Kultur og en kandidat i Analytisk Journalistik (cand. public). Siden jeg blev færdiguddannet i 2021, har jeg skrevet artikler for Magasinet Bolius, og senest kommer jeg fra en stilling som digital redaktør på Mad & Bolig. Jeg har derfor erfaring med både digitale, sociale og trykte medier, hvoraf mit hjerte banker ekstra meget for sociale medier. Jeg ser det som en legeplads, hvor der ingen grænser er for, hvordan du kan få dine budskaber ud i verden.
Hvorfor OTW?
Jeg har altid interesseret mig for sociale medier og magasiner – trykte som digitale. I OTW arbejder vi på tværs af mange platforme og kanaler, og jeg synes, det er fantastisk at se en artikels rejse fra print til web – og videre til en video, en infografik eller noget helt tredje på sociale medier. Derudover er jeg sulten efter at arbejde med SoMe-strategi og paid annoncering. Ja, og så er det spændende, at OTW er i konstant bevægelse og følger den digitale udvikling – dén udvikling glæder jeg mig til at følge og være en del af.
Hvad kan du bidrage med?
Som journalist og SoMe-entusiast har jeg altid den gode historie for øje, og jeg ved, hvordan man skaber en rød tråd, sprogligt som visuelt. Jeg er vant til at tænke ’genbrug’, når det kommer til indholdsproduktion. Så når en artikel får nyt liv som en TikTok-video, ved jeg præcis, hvordan jeg versionerer den, så indholdet matcher målgruppen og formatet på den enkelte kanal. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mit eget (overfor-)brug af sociale medier gør, at jeg altid ved, hvilke sounds der trender, hvordan man klipper en god reel og forstår, hvordan man engagerer følgere i en story.
Hvis du vil høre, hvorfor TikTok er meget andet end dansevideoer, så hiv fat i mig på Sigrid.glavind@otw.dk