Størstedelen af de danske virksomheder og medlemsorganisationer benytter sig af nyhedsbrevet som kommunikationskanal. Og hvis man har gjort sig de nødvendige strategiske overvejelser, inden man trykker på send, kan det give rigtig god mening. Hvis ikke, klæder vi dig på her.

Det er de fleste virksomheder og organisationers lod at kæmpe om vores – forbrugernes, medlemmernes, kundernes, brugernes – opmærksomhed. I en tid, hvor de fleste af os ovenikøbet er mere forbundet med venner, kolleger og virksomheder end nogensinde før, kan en ekstern kommunikationsstrategi være guld værd for din forretning. En strategi, der giver dig bare et øjebliks opmærksomhed, gør dig til en del af samtalen.

Et sted i den strategi vil det eksterne nyhedsbrev formentlig optræde som en af de kanaler, der skal satses på. Af gode grunde. For nyhedsbrevet er en unik mulighed for:

  • at holde en regelmæssig kontakt med dine kunder/medlemmer/interessenter
  • at forhindre, at dit website (eller din virksomhed) ryger i glemmebogen
  • at lokke nye besøgende til samt sikre en vis mængde trafik til dit site
  • at kommunikere relevant indhold til dine kunder/brugere/interessenter.

 

En darling

Virksomheder verden over har forlængst taget nyhedsbrevet til sig som en af de primære eksterne kommunikationskanaler. En undersøgelse, Voxmeter har lavet for OTW i 2021, viser, at 50 procent af de danske medlemsorganisationer har nyhedsbrevet som deres vigtigste kommunikationskanal. Og 40 procent forventer, at nyhedsbrevet også om tre år vil være deres primære kanal.

En international undersøgelse foretaget blandt 400 marketingfolk gør det desuden klart, at 37 procent af de adspurgte virksomheder har øget deres e-mail-budget i 2022.

Populariteten er ikke en tilfældighed. Nyhedsbrevet er en af de få kanaler, hvor modtageren på forhånd har tilkendegivet, at vedkommende gerne vil dig og dit indhold. Det er en åben invitation til at ”blive en del af samtalen”, og det er en sjældenhed inden for marketing-disciplinerne.

 

Vejen til succes

Men det er jo ikke nødvendigvis lige til at etablere et velfungerende nyhedsbrevs-setup. Træerne vokser ikke ind i himlen og for at nå i mål, kræver det, at du har styr på din planlægning. Der skal være tid til at definere din strategi, og du må systematisk gennemgå alle trin på vejen. Det kan være ressourcetungt, men en gennemtænkt strategi betaler sig i det lange løb.

1. Definér dine mål

Det første skridt i udviklingen af din nyhedsbrevsstrategi bør altid være at definere dine mål. Vil du have mere trafik til din hjemmeside? Vil du informere om X eller Y? Vil du sælge en vare eller en ydelse? Eller noget helt fjerde? Jo skarpere du er på dine mål, jo mere succesfulde bliver dine indsatser.

2. Udvælg dine KPI’er

Udvælgelsen af specifikke KPI’er er er et vigtigt trin. KPI’er er nøgletal, der hjælper dig med at måle succesen af dine indsatser. De er i det her tilfælde en afspejling af, hvor godt dine nyhedsbreve klarer sig.

Udvalgte KPI’er:

  • Åbningsrate
  • Klikrate
  • Konverteringsrate
  • Afvisningsprocent

3. Formatér dine udsendelser

Indholdet af dine nyhedsbreve er afgørende for, hvorvidt du når dine mål. Overvej derfor, hvilken type indhold der er mest passende ift. din strategi og målgruppe.

Arbejd evt. med specifikke indholdsformater – og lån gerne fra de bedste. Der er masser af eksempler på succesrige nyhedsbreve, og selvom man ikke skal kopiere andres gode arbejde, er der intet i vejen for at lade sig inspirere.

En målgruppeanalyse der afdækker, hvilke ønsker din målgruppe måtte have til indholdet i dit nyhedsbrev kan også give nye idéer og inspiration.

 

Har du brug for at få sat skub i dine nyhedsbreve, så tag endelig fat i redaktør Karen Gahrn på [email protected]