Et veludviklet storyboard er et af de bedste redskaber til at få det første indtryk af, om filmens grundidé holder og efterfølgende få filmproduktionen til at fungere optimalt. Det giver et klart billede af, hvad filmen handler om, hvordan handlingen skal indfanges med de rigtige klip, og hvad det forventede slutresultat bliver. Mange elementer i en filmproduktion kan ikke ændres efter optagelserne, og derfor er et gennemarbejdet storyboard et must, så alle er helt klar over, hvad man skal have i kassen under optagelsen.

Forøg dine chancer for succes med et gennemarbejdet storyboard
Hvis du bruger tid på at vende storyboardet igen og igen før optagelserne, øger du chancerne for at få en vellykket film. Et storyboard viser alle involverede, og hvilke sekvenser der skal filmes. Det sikrer, at filmholdet og kunden har en fælles forståelse af filmens budskab. I nogle situationer kan et forenklet storyboard være nok, og nogle gange er det slet ikke nødvendigt, men for film, der skal opbygge et brand eller fortælle en specifik historie, er det uundværligt.

Hvornår i processen udvikles storyboardet?
Når storyboarding begynder, skal manuskriptet eller storyline være rimeligt fastlagt, så det bliver lettere at vælge billeder. Derefter gennemgår du scene for scene og forsøger at uddybe handlingen og underbygge manuskriptet sammen med billedet. Hvis det er muligt, er det altid bedst at lade billederne tale for sig selv og være sparsom med dialog og forklarende indhold.

Når billederne og manuskriptet er fastlagt, og handlingen er beskrevet, begynder jeg at kigge på overgange, kameravinkler og alternative måder at optage scenen på. Skal kameraet stå stille i hele scenen eller bevæge sig, eller er der mulighed for at bryde med det forventede ved at skifte perspektiv? Der findes et væld af teknikker, og du skal ikke være bange for at lade dig inspirere af, hvad andre gør.

Test også gerne storyboardet på en person, der ikke har noget med projektet at gøre. Helst en person, der ikke arbejder i reklamebranchen.

Endelig er det en god idé at læse manuskriptet igennem i det tempo, du ønsker, at det skal leveres. Efterfølgende kan du justere, hvis en scene har brug for mere eller mindre tid. Dermed finder du også ud af, om manuskriptet skal tilpasses, så det matcher en bestemt længde på filmen.

Et par enkle tips til eksekvering
· Fokusér på historien – ikke på effekter eller fede overgange. Hold det enkelt.

· Tænk kreativt, selv om du har et lille budget. Du kan gøre meget med lidt. Der er masser af film af dårlig teknisk kvalitet på SoMe, som alligevel formår at fange seeren.

· Søg inspiration på de kanaler, hvor filmen skal leve,  så får du også en fornemmelse af, hvilket kommunikationsmiljø din film kommer til at optræde i.

· I de tilfælde, hvor filmen skal give en følelse af autenticitet, kan du overveje at optage med et lidt rystet kamera eller lidt uskarpt. Det kommer helt af sig selv, hvis du f.eks. vælger at filme med en mobiltelefon.

 

Vil du høre mere om de forskellige muligheder inden for filmproduktion, så tag en uforpligtende snak med Head of Experience Hans-Henrik Tønnesen på hanshenrik.tonnesen@otw.dk eller på tlf. 42 94 30 36