Opgaverne, omgivelserne og kontoret er det samme, men holdningen til hjemmearbejde er langt fra ens. Læs med, når kollegaerne Tatianna og Sigrid fortæller, om ude eller hjemme er bedst, når det gælder deres arbejdsliv.

 

Hvad betyder hjemmearbejde for dig?

Tatianna: Hjemmearbejdsdage var ikke noget, jeg kendte til før Corona, så jeg forbinder dage på hjemmekontoret med noget lidt ensomt. Jeg bor alene, så det vil sige, at fritid og arbejde flød enormt meget sammen under Corona, og det er derfor heller ikke noget, jeg gør mig så meget i.

Sigrid : Hjemmearbejde betyder frihed – det er meget enkelt, for jeg føler mig simpelthen mere fri og fleksibel. Nu kan det lyde, som om jeg så ikke laver noget, når jeg arbejder hjemme, men faktisk er det der, jeg er allermest produktiv. Og selvom det er sjældent, at jeg reelt arbejder på en cafe eller får gået den midt-på-dagen-tur, jeg gerne vil, så har det en stor værdi, at jeg kan, hvis jeg vil. At jeg så også kan gå senere i seng eller spare en time om morgenen er jo bare en bonus.

Hvor meget arbejder du hjemme?

Tatianna: Jeg arbejder meget sjældent hjemmefra. Det er mest, hvis jeg kan mærke, at jeg er ved at blive lidt syg eller har en afbrudt dag af fx en håndværker eller andre private ærinder.

Sigrid: En til to dage om ugen. Jeg har ikke nogen faste dage, og det bedste er, at jeg ved, at jeg kan gøre det, når jeg har behov for det. Det er et privilegie at være på en arbejdsplads, der giver mulighed for den slags fleksibilitet.

Hvad betyder andres hjemmearbejde for dig?

Tatianna: Jeg kan godt blive ramt af en ærgrelse, hvis der før kl. 9.00 er tikket syv mails ind fra kollegaer, der arbejder hjemme den dag. Vi er 22 på kontoret, og derfor skal der ikke meget til, før kontoret virker tomt på mig. Jeg får rigtig meget af min energi fra folk omkring mig på kontoret, for jeg kan godt lide at joke og grine sammen med mine kollegaer, og derfor er det ærgerligt, hvis over halvdelen arbejder hjemmefra.

Sigrid: Jeg kan sagtens følge, hvad Tatianna siger. Jeg er selv et socialt menneske, der trives med liv omkring mig, men omvendt har jeg jo selv behovet for at kunne trække mig. Jeg forstår derfor også, hvis andre har det samme behov.

Vil du foretrække, at alle arbejdede på kontoret hver dag – og hvorfor?

Tatianna: Hvis jeg skal se på det ud fra mit eget egoistiske synspunkt, så ville jeg klart foretrække, at alle var på kontoret hver dag. Det giver en helt anden dynamik og stemning, når vi alle er samlet, og det booster også kreativiteten, hvis man sammen kan kigge på projekterne fysisk frem for på en mail eller via Teams.

Sigrid: På ingen måde. Jeg er dog enig i, at der kan opstå en anden dynamik, når man er samlet. Derfor prioriterer jeg også at være på kontoret, når vi har større møder. Men jeg tror også på, at der kan komme noget meget stærkt ud af, at mennesker skifter omgivelser og rutiner. Jeg tror på, det bidrager til ny inspiration.

Hvad er dit bedste råd til at samarbejde med dine kollegaer, som du ikke ser hver dag?

Tatianna: Sagt med en stor respekt og forståelse for at folk har hver sine behov, så skal man huske, at hvis man ofte arbejder hjemmefra, så går man glip af de sociale oplevelser og energi, man får, når man er en del af et kontor.

Sigrid: Hvis du, som mig, har brug for at arbejde hjemme nogle dage, så stå ved det, og vær åben omkring det. Jeg kan godt opleve, at nogle føler, at de skal undskylde for deres hjemmearbejdsdage, og sådan skal det jo ikke være. Nogen trives med at møde tidligt, andre trives i at sidde sent eller derhjemme. Det er jo bare fantastisk, at der er plads til alle. Når det så er sagt, så er det selvfølgelig også vigtigt, at man selv tager ansvar for at bidrage til det sociale og løfte den gode stemning, når man er på arbejdspladsen.

Hos OTW hedder det, at kontoret altid skal være det sjoveste sted at arbejde, men der er frihed under ansvar. Hjemmearbejde er op til den enkelte, så længe det ikke står i vejen for det gode samarbejde og opgaven.

 

Tatianna Tobiassen

Har arbejdet som senior projektleder hos OTW siden april 2022

Uddannet i Communication design fra Københavns Erhvervsakademi i 2015

Har siden arbejdet som projektleder på forskellige kreative bureauer.

 

Sigrid Emborg Gjersøe

Har arbejdet som senior projektleder hos OTW siden oktober 2022

Uddannet cand.merc.(kom) fra Copenhagen Business School fra 2016

Har siden arbejdet som selvstændig, marketingkonsulent og projektleder på tværs af brancher