Den populære TikTok-app har vundet kæmpe indpas det seneste år – ikke kun blandt teenagere og unge, men også hos virksomheder og organisationer. Læs med her, og find ud af, om TikTok er noget for jeres organisation.

Et par minutter bliver hurtigt til en time eller to for brugerne på TikTok. De scroller gennem et endeløst feed af korte videoer, der er særligt kurateret til deres interesser. Der kommer konstant nye brugere og videoer til, og er indholdet ældre end en måned, bliver det hurtigt betegnet som forældet. TikTok er altså blevet en kæmpe spiller med en enorm vækst på tværs af både internationale og danske brands, og som organisation bør I forholde jer aktivt til, om platformen skal have en plads i jeres kanalstrategi eller ej. Vi hjælper jer på vej her:

1) Ram den yngre målgruppe
Det er bestemt ikke alle organisationer, der bør være på TikTok. Men har din organisation en ung målgruppe (under 30 år) og gerne vil skabe en tæt relation til dem, gør du klogt i at udforske mulighederne for din organisation på TikTok. Den unge målgruppe bruger nemlig TikTok som underholdning, inspirationsværktøj og kilde til information uanset emnet – faktisk påstår 67% at TikTok er grunden til, at de opdager nye brands og virksomheder, og 83% siger, at TikTok spiller en rolle i deres købsadfærd.

2) Konkurrencen er lav
TikTok er den hurtigst voksende sociale medie platform i verden, og særligt befolkningen i USA har taget appen til sig, men i Danmark er vi stadig i gang med at opdage appen – og det er til din fordel! Det betyder nemlig, at konkurrencen på TikTok er lavere sammenlignet med Instagram og Facebook, da disse apps har godt fat i den danske befolkning. Og dét er en stor fordel for din tilstedeværelse, fordi du nemmere (og billigere!) kan bryde igennem med dit budskab.

3) Intet stort produktionshold
Du behøver kun en telefon, en videoredigeringsapp og lysten til at skabe indhold af høj kvalitet for at starte en TikTok-konto til din organisation. Stilen på TikTok er nemlig håndholdt og personlig, uden det går ud over kvaliteten af indholdet, du producerer. Med andre ord hersker perfektionskulturen fra andre sociale medier ikke på TikTok, hvorfor du kan producere nyt indhold effektivt og hurtigt.

4) Større reach for færre penge
På TikTok bliver dit indhold automatisk sendt ud til den målgruppe, der har størst sandsynlighed for at interagere med indholdet. Det sikrer, at dit indhold kan blive opdaget af flere brugere organisk, uden du skal have penge op af lommen. Og når det kommer til decideret annoncering, er det også muligt at få betydelig mere synlighed for et markant mindre spend til sammenligning med annoncering på andre SoMe-platforme.

Skal I på TikTok, efter du har læst vores artikel? Vi tilbyder workshops i strategi, rådgivning, planlægning og eksekvering på TikTok for medlemsorganisationer. Kontakt COO, Tina Holdgård Hansen på [email protected] for en uforpligtende snak om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed eller organisation.