2018_01_003.jpg
Billede af Johnny Kristensen

Aller Media ruster OTW til vækst

OTW bliver nu sendt i spidsen for Aller-koncernens satsning på bureauområdet i Danmark. Som en del af koncernens nye strategi får OTW stillet et større millionbeløb til rådighed, som skal bruges på investering i fremtidig vækst.

Det hører til sjældenhederne, at et dansk bureau får mulighed for at bruge millioner af kroner på nye initiativer, men det er virkeligheden for OTW. I sidste uge præsenterede Aller Media en ny strategi for virksomheden i Danmark, og i den forbindelse er der blevet afsat ekstra midler, som OTW kan bruge til nye investeringer.

- Gennem de seneste år har ledelsen i OTW udviklet et bureau, som vi mener har store muligheder på det danske marked. OTW har både landet nye store kunder og tilpasset den eksisterende forretning, og den positive udvikling vil vi gerne sætte endnu mere fart på. Derfor giver vi nu OTW en unik mulighed for at investere og bygge fremtidens bureau – eller bureauer, siger adm. direktør i Aller Media, Lars Sander Matjeka.

OTW’s samlede vækstpulje er delt op, så bureauet får adgang til flere midler i takt med, at nye ansættelser og initiativer rammer markedet. Det vil sige, at OTW gennem de kommende år kan fokusere på både at rekruttere nye talenter og profiler og på at opdyrke nye forretningsområder - internt i OTW eller gennem opstart af nye bureauer. Det står klart, at en del af investeringen kommer til at fokusere på en stærkere digital tilstedeværelse, i tråd med Aller Medias fornyede digitale fokus.

- Vi er stolte over, at Aller-koncernen har så stor tillid til vores arbejde i OTW, og at vi nu får mulighed for at udvikle bureauet videre. Vi har brugt de seneste år på at optimere forretningen, og derfor står vi knivskarpt i dag. Nu vil vi fokusere på at investere i nye kompetencer, så vi kan fortsætte med at udfordre det eksisterende marked og give kunderne adgang til et innovativt og spændende contentbureau, siger CEO i OTW, Annette Bach.

OTW er allerede i dag Nordens største contentbureau med kontorer i Danmark og Sverige, og bureauet samarbejder med en lang række markante organisationer og virksomheder som Netto, Matas, Carlsberg, Arla, Udenrigsministeriet, Lederne, Finansforbundet, DTU og mange andre.