valg_af_cms.jpg

Vælg det rigtige CMS til hjemmesiden

Af: Johnny Kristensen

Når din virksomhed eller organisation skal have nyt website, er det vigtigt at vælge et CMS bag websitet, der understøtter jeres digitale strategi. Her er vores anbefaling til de overvejelser, I bør gøre jer.

At vælge det Content Management System, CMS, der skal ligge bag jeres nye website er ikke en simpel beslutning. Vi oplever i hvertfald, at rigtig mange er usikre og i tvivl omkring valget. Mulighederne er også omfattende, og hvilket system, der er det rigtige for din virksomhed eller organisation, afhænger af jeres digitale strategi, måden I er organiseret på og ikke mindst jeres ressourcer.

Open Source eller Closed Source?

CMS kan grundlæggende opdeles i open source og closed source. Open source stiller programmeringskoden tilgængelig for alle, mens closed source er udviklet af en kommerciel virksomhed, som ejer og tager betaling for programmeringskoden i form af licenser.

Open source CMS er ikke nødvendigvis et kompromis, for Open source CMS’er som for eksempel Umbraco, Drupal og Wordpress har i dag et lige så højt niveau som closed source. Desuden har open source-systemer den håndgribelige fordel, at de er gratis. En yderligere fordel ved open source er et stort og åbent udviklingsmiljø, hvor man kan få inspiration udenfor systemets egne rækker. Eksempelvis har Umbraco implementeret mange funktioner, der ikke er udviklet hos Umbraco selv. Med alle disse fordele, er det som oftest min anbefaling at vælge et open source CMS.

Økonomi

Økonomien er tæt forbundet med, om I vælger open source eller closed source CMS. Hvis I beslutter jer for førstnævnte, har I potentielt allerede sparet en del udgifter, da I slipper for opstartsomkostninger og licens. Uanset hvad, er der udgifter til udviklingsressourcer, men forskellen kan ligge i, hvor mange timer en webudvikler skal bruge. For eksempel er Wordpress et forholdsvist billigt valg, da sitet kan bygges op via plugins og en template, hvorfor udgifter til programmeringsressourcer er begrænsede. Til sammenligning er Umbraco en forholdsvis dyrere vej at gå, da der ligger flere udviklingstimer i at programmere skræddersyede løsninger. Det er selvfølgelig en opvejning af jeres behov for at skræddersy websitet. 

Sitekompleksitet

Før I vælger CMS, skal I overveje graden af kompleksitet i det indhold websitet skal bære. Spørg for eksempel jer selv:

  • Hvor mange sider websitet skal have?
  • Hvor stor en mængde indhold skal der være?
  • Hvilke funktioner webredaktører og indholdsproducenter skal have adgang til?
  • Skal der være bruger-login?
  • Skal der være dataintegration, så I kan trække data fra eksempelvis en medlemsdatabase?

Umbraco er et godt valg til både simple og komplekse sites, da det bygges op fra bunden, og derfor kan skaleres. Umbraco kan bære tunge sites med masser af data og indhold, og der er også rig mulighed for at integrere andre systemer, da Umbraco har et veludviklet API, der giver udvikleren mulighed for at arbejde med alle hjørner af CMS’et.

Hastighed

Den gode brugeroplevelse afhænger i høj grad af hastigheden på jeres website. Sørg derfor for at vælge et CMS, der matcher den datatyngde og kompleksitet jeres website har, så I ikke overskrider brugerens tålmodighed. Blandt de hurtigste CMS’er på markedet er Umbraco.

Sikkerhed og stabilitet

Ingen er længere i tvivl om vigtigheden af et sikkert og stabilt system. Et grundlæggende behov er et CMS, der kan tage godt hånd om data og levere på funktionalitet på alle tidspunkter. Selvom Wordpress har mange fordele, er det et mindre stabilt CMS, da det er bygget op af plugins, som kan svinge meget i kvalitet og potentielt være vejen ind for hackers. Derudover kræver plugins oftere opdateringer, som kan gøre websitet ustabilt.

Ønsker I bedst mulig stabilitet, skal I vælge et CMS med minimalt behov for opdateringer. Det gælder for eksempel Umbraco og Sitecore, der med afsæt i gennemtestede Microsoftsystemer som asp.net, kan roses for at være meget stabile og sikre valg.

Brugervenlighed

Nogle vil mene, at Umbraco slet ikke er et CMS men i stedet en web API, som udvikleren gør til et CMS. Lige præcis den mellemregning skaber en enorm fleksiblitet og muligheden for at levere præcist det, som de medarbejdere, der skal arbejde med websitets indhold, har behov for.

Hvis vi ser på brugervenligheden i Umbraco, vil I være godt stillet, da et Umbraco-website laves fra bunden. Det giver mulighed for at skræddersy websitets administrationsdel, så den kun består af de nødvendige værktøjer. Wordpress eller Drupal, har derimod en mere låst struktur. Og Sitecore, har nærmest for mange værktøjer, der kan virke forvirrende, hvis man ikke har brug for dem. En brugervenlig backend gør med andre ord arbejdet med hjemmesiden nemmere for redaktører og indholdsproducenter.

Manualer og hjælp

De større CMS’er tilbyder typisk en brugermanual og videoguides til, hvordan man arbejder i systemet. I forhold til den tekniske udvikling er det vigtigt med dokumentation, hvis opgaven for eksempel skal overdrages til andre, og så siger det også noget om den seriøsitet, der ligger bag et CMS. En god brugermanual og videoguides er også en hjælp i det dagelige arbejde med indholdet, og det kan spare jer for mange supportopkald.

Vælg derfor dit CMS med tanke på, hvor meget hjælp leverandøren stiller til rådighed for brugerne – redaktør, indholdsproducent og udvikler. Og hvor opdaterede manualerne er. Jeg vil også anbefale, at I går efter et CMS med et stort og hjælpsomt community, hvor der er hjælp at hente fra andre brugere af CMS’et.

Tænk hele vejen rundt om jeres CMS

Uanset størrelsen og kompleksiteten af websitet er kunsten at vælge det rigtige CMS i forhold til jeres brugeres behov og jeres forretningsmål. Det er derfor en god idé at indlede udviklingsprocessen med at træde et skridt tilbage og se sammenhængen mellem alle kommunikationskanaler for at sikre bedst mulig synergi. Læg nogle klare målsætninger for websitet og samspillet med jeres øvrige medier – det letter både udviklingsprocessen og valget af CMS.

johnny.kristensen.jpg
Johnny Kristensen
Digital udvikler Aarhus

Johnny Kristensen arbejder med frontend-udvikling, ASP.NET-udvikling og er certificeret Umbraco Professional.